Familien Schøler’s blog

Lidt af hvert fra hverdagen hos Michael, Kamilla, Marie og Katrine Schøler

Forsvarskommandoen varsler “live”-ammunitionsøvelser

Det forlyder, fra ganske ubekræftede kilder, at forsvarschef Tim Sloth Jørgensen varsler øvelser med live-ammunitionsaffyringer fra hærens Leopard 1 kampvogne i civile områder.

“Der vil primært være tale om en udvidet og mere realistisk grunduddannelse af vores nye menige kampvogns kommandanter”, udtaler Tim Sloth Jørgensen.

Leopard 1 kampvogn in-action...

“Der kan bestemt opstå farlige situationer hvor civile bygninger og liv er i fare, men det er jo også en del af den virkelighed hærens uddannede kommer ud for i virkelige situationer skulle de indsættes i kamp.”, fortsætter han.

Adspurgt om det er bevidst at øvelsen finder sted nær Politiken’s diverse bygninger, trykkeriafdelinger, journalisternes bopæle og disses børns børnehaver, og at dette skulle være relateret til de aktuelle nyheder om Politiken’s udgivelse af et umiddelbart nationalt sikkerhedsbelastende skriv, vil forsvarschefen dog ikke ind på.

“Det beror sig vist bare på tilfældighederne. De skal jo øve sig et eller andet sted, og der er mig bekendt bare fundet et udpluk af egnede områder”, afslutter han.

Newton & Galilei vs. Bertel Haarder

I forbindelse med klima og energidagene i Tivoli blev Bertel Haarder i weekenden hevet op i det gyldne tårn sammen med et glas vand, og forklaringen på hvorfor han efterfølgende turen ned var blevet en kende våd var såmænd at:

»Når man sidder med en kop vand og derefter kommer i frit fald, så falder vandet langsommere end manden. Og det er fordi, manden sidder i noget tungt, der falder ned. Og det tunge falder altså hurtigere end det lette«, siger vores undervisningsminister Bertel Haarder i et interview efterfølgende. Han følger hurtigt op med, “og det var noget af det Galilei jo ville vise fra det skæve tårn i Pisa, nu har vi vist det fra det gyldne tårn i Tivoli”.

Så kan Newton og Galilei pænt tage at krybe sig sammen i et hjørne og starte forfra på deres nonsens-teorier ka’ de.

Se videoen her: Berlingske Tidende