Familien Schøler’s blog

Lidt af hvert fra hverdagen hos Michael, Kamilla, Marie og Katrine Schøler

Politiken har for mange læsere?

Hrmpf… Nå ja, jeg er vel selv ude om det! Det forholder sig nemlig sådan, at det her til morgen endnu ikke har været muligt at læse min gratis-net-avis politiken.dk. Som en sidenote, er jeg lige her nødt til at indvie dig i, at når du fra tid til anden belemres med et opkald hvor en desperat provisionslønnet telefonsælger forsøger at sælge dig en “offline” avis hovedsageligt bestående af lim, kemikalier og nedfældede træer – og naturligvis utallige usolgte finthakkede udgaver af forrige trykte aviser, så skal du blot sige at du er fint tilfreds med deres let-tilgængelige gratis og verdensomdelte netavis. Har du en blog som jeg selv, kan du jo lige samtidigt forsøge om ikke du kan lokke telefonsælgeren forbi – man kan vel aldrig få nok læsere. Nå nok om det - tilbage til morgenens problem. For jeg må vist have fortalt for mange om den gratis mulighed på nettet, da man iøjeblikket mødes af denne lidt nedslående forside på www.politiken.dk:

Beklager makker, stil dig i køen...

Som enhver læser af politiken.dk vil kunne decifrere så er der på grund af for mange indkomne TCP/IP forbindelser over Hyper Text Transfer Protokollen til Politiken’s webserver, opstået en 503 fejlsituation. Sikke noget.

Opdatering:

Situationen uændret kl 12.00 - tsk tsk.

Situationen fortsat uændret 14.30. Måske den driftsansvarlige på politiken.dk online skulle kigge på en af de mange job portaler på nettet, og samtidigt overveje et karriereskifte.

Klokken 18.40 var der sørme hul igennem – og man kunne som eneste interessante artikel i dag læse denne tynde melding fra politiken. Det havde været det simpleste i verden for politiken at indsætte en fejlbesked såsom “Vores webside er iøjeblikket ramt af tekniske problemer. Vi forventer en løsning senere på dagen og arbejder intenst på at løse disse problemer”. Det er dog svært at klandre dem – de har jo for så vidt (omend på engelsk) bekendtgjort at al service var utilgængelig.

Send en kommentar